Hvorfor vi har lært at elske tanniner igen

For femogtyve år siden, da jeg begyndte at drikke vin regelmæssigt, var en af ​​de mest almindelige roser, man kunne give en rødvin, at den var "blød og letdrikkelig".

Hvis en ung Barolo, Bordeaux eller vin fra Toscana dukkede op til en middag med markante tanniner og høj syre, lød reaktionen ofte: "Den skal lige have et par år mere," eller "Den er stadig lidt kantet." Man gik ud fra, at disse træk med tiden ville blive blødere og mere behagelige. Når jeg rejste rundt i verden og besøgte vinproducenter, undskyldte de ofte, når man smagte vinen, og sagde: "Den skal lagre i et par år, før den er drikkeklar."

I dag ser mange seriøse vinelskere – mig selv inklusive – anderledes på det.

Som sommelier føler jeg mig i stigende grad tiltrukket af vine med mere struktur frem for blødhed. Højt tanninindhold og livlig syre er ikke længere hindringer for nydelsen. Faktisk er det ofte netop disse egenskaber, der skiller gode vine fra fremragende vine. Frem med tanninerne, siger jeg bare!

Naturligvis er balance afgørende. Ingen ønsker, at tanniner og syre skal overdøve frugten. Men når disse elementer kombineres med koncentration, dybde og kompleksitet, skabes vine med enestående karakter og lang levetid.

Hvad med verdens førende producenter?

Det er netop, hvad vi finder i nogle af verdens mest eftertragtede vine. Producenter som Giacomo Conterno, Gaja og Bartolo Mascarello i Barolo, Sassicaia og Soldera i Toscana samt Château Latour eller Château Montrose i Bordeaux er ikke berømte, fordi deres vine er bløde. De er berømte, fordi de besidder en bemærkelsesværdig struktur kombineret med enestående frugt og balance.

Det store paradoks er, at de samme tanniner og den samme syre, som gør det muligt for disse vine at lagre i årtier, også er det, der gør dem fascinerende, mens de er unge. En top-Barolo eller en "First Growth"-Bordeaux kan være en stor oplevelse, lige når den frigives – ikke på trods af sin struktur, men netop på grund af den. Jeg mener aldrig, at en vin kan være for ung til at blive drukket!

Måske er den største forandring gennem de sidste to årtier, at vindrikkere er blevet mere trygge ved at identificere potentiale. Vi har lært, at storhed ikke altid kommer indhyllet i blødhed. Og endnu vigtigere: Det er tanniner og syre, vi har brug for, når vi skal sætte vin sammen med mad!

Samtidig er mange producenter holdt op med udelukkende at jagte modenhed og kraft. Selvom klimaforandringerne giver mere modne druer, fokuserer de dygtigste vinmagere i stigende grad på at bevare friskhed, energi og præcision. Fokus i samtalen har flyttet sig fra "Hvor blød er denne vin?" til "Hvor godt er denne vin bygget op?"

For mig er det en utrolig positiv udvikling.

De bedste rødvine er ikke store på trods af deres tanniner og syre. De er store ”på grund af” dem. Når struktur og frugt spiller perfekt sammen, byder vinen på den ultimative luksus: en vin, der er fængslende i dag, men som også har potentiale til at blive endnu bedre om tyve år.

Hvad mener du? Kan en vin nogensinde være for ung til at blive drukket?